Sådan binder du en Flatwing

Artikel serie:

Sådan binder du en Flatwing

af Claus Eriksen

Del 3:


Sådan binder du en havørred Flatwing:


En Flatwing er problemløs at binde, men det er en rigtig ”step by step” flue. Det er vigtig at materialerne bindes på i rette rækkefølge. Det er også vigtigt at man forstår samspillet mellem de forskellige materialer og hvordan de hver især bidrager til fluens effektivitet.


Mønsteret ser således ud:


Front krog: Kortskaftet f.eks. Ahrex NS172 str. 6

Tandemkrog (valgfri): Kortskaftet med kraftig opadvendt øje. F.eks. Owner SSW str. 6. Bundet som tandem i ca. 0,40mm nylonline.

Tråd: Hvid 8/0

1. Hale: Et bundt hvide bucktail

 Hale: Mix af 4-7 tynde Flatwing hackler med flashstrå imellem

Krop: SLF Prisme flash dubbing

Undervinge: Hvid bucktail
Hår hackel: Mix af 3-4 farver bucktail

 Vinge: 1 - 3 Lange flatwing

Hackeløjne: Påklæbede stick-on-eyes

Hoved: Epoxy eller UV lim


Det er et mønster der kan være svært at gennemskue. Lad mig forklare i detaljer:


Front krog:

Krogen som hele fluen bindes på skal være kortskaftet med lige øje og stort kroggab. Hvis krogen er for lang, så vil de lange hackler sno sig om den når der kastes. Der findes masser af gode kroge der matcher ovenstående krav.. Nogen er til fluebinding, men det største udvalg finder du blandt karpekroge. Her har f.eks. Owner, Ahrex og Gamakatsu nogle rigtig fine modeller. Mine favoritter er Ahrex NS172 eller Owner 50188


Tandemkrog

Hvis du ligesom mig ønsker at montere en ekstra, såkaldt tandem krog der sidder langt tilbage i vingen, så skal du igen vælge en kortskaftet krog med stort gab. Det er dog meget vigtig at denne krog har et markant op- eller nedad bøjet øje. Hvis ikke krogen har det, så vil den sidde skævt i den lineløkke den monteres i. Der findes mange kroge med de rette egenskaber. Min favorit er Owner SSW eller Ahrex Stingerkrog.


Line til montering af tandemkrog

Ganske almindelig nylonline i tykkelse ca. 0,40 mm er det rette at montere tandemkrogen i. Linen bindes som en løkke bagud. Den lægges 3 - 4 gange dobbelt over frontkrogen og bindes grundigt fast med bindetråden. Tandemkrogen monteres i løkken (den kan derfor også afmonteres igen hvis den ikke ønskes eller ruster). Når du fisker med en Flatwing så vil det ske at tandemkrog og hackler filtrer sig ind i hinanden, men heldigvis er det ikke så tit. Ca. 6 – 7 gange ud af 100 kast må du lige skille krog og hackler ad.


Bucktail

Bucktail eller hjortehalehår er et fantastisk materiale som endnu ikke er overgået af nogle kunsthår. De lange, taperede og letkrusede hår kan måske virke lidt stive i tør tilstand, men når de bliver våde så har de et unikt spil men samtidig fast form i vandet. En dusk hvid bucktail brugs altid som hale på Flatwingfluerne. Hårene skaber liv og understøtter de lange hackler.

Foran på fluen bruges også hvid bucktail på undersiden, og et mix af 2 – 4 farve på siden af fluen. Tænk på en tobis (hvis det er en sådan du vil imiterer) dens farvespil over siderne består af grå, tan, blå, lyspink og grøn. Mix bucktail i blot nogle af de samme farver, så er du på rette vej.


Flatwing hackler

Hacklerne fluen opbygges af er vigtige. Det skal være lange smalle saddelhackler med en tynd hackelstamme. Hackler fra en decideret tørfluesaddel er fremragende men også meget dyre. Mange af de store hackel producenter som Metz, Whiting og Keogh har specielle Flatwing sadler på programmet. De er billigere end tørfluesadlerne. Ofte kan du dog på almindelige hane saddelnakker ude i siderne finde glimrende smalle fjer der kan bruges til Flatwingfluer. Især hvis du primært binder mindre fluer på 8 – 12 cm.


Alternativ til hackler

Der findes ikke så mange alternativer til Flatwing hacklerne. Kun hackler kan skabe den afgørende side til side svømmebevægelse som fluen skal have i vandet. Hvis du mangler en farve aller to så kan lange strudseherl eller meget lange rævehår dog med held blandes ind imellem hacklerne. En flue med 2/3 hackler og 1/3 strudseherl eller ræv fungerer fint. En flue bundet kun med strudseherl eller hår duer derimod slet ikke.


Flash

I mellem lagene af hackler bindes der flash ind udfra devisen at lidt er godt. Meget er skidt. Jeg bruger maks 2 strå af hver farve flash. Det skal være en blød flash der kan følge hacklernes bevægelse. Den gode gamle Flashabou er min favorit her.


Kropsdubbing

Kroppen på en Flatwing skal være lys. Kenny Abrams bruger sølv- eller perlemorstinsel. Jeg finder det meget lettere at bruge en lys flashdubbing ala Lite-brite eller SLF Prisme i f.eks. sølv, pearl eller lys gul.


Øjne

På en original Flatwing er der bundet junglecock fjer ind på siden for at illustrere øjne. Det synes jeg er en tand for eksotisk. Jeg bruger små færdige selvklæbende øjne. Det er billigere, og ser langt mere ægte ud (der er altid plads til forbedringer, Kenny…!).


Hoved

En Flatwing afsluttes bedst med et hoved af epoxy eller UV lim. Det ser hammer godt ud, men gør også fluen stærk. Samtidig sikrer limforsejlingen at øjnene bliver hvor de skal.


Video

Sådan binder Claus en flatwing. Denne 10 min. video, er en del af ekstramaterialet på DVD'en  Havørredens Hemmeligheder 4. Video'en er fra 2008, så den holder ikke helt nutidens billedkvalitet. 

Siden er udgivet af  Wide Open Outdoor  Film

Niels Vestergaard   •   niels@wideopen.dk