Om Havørredens Hemmeligheder Del 3

Artikel serie:

Om Havørredens Hemmeligheder • Bag kameraet

af Niels Vestergaard

Del 3:

Da Claus blev skrevet ind i filmen

Thomas og jeg var gået meget stille med dørene og havde ikke nævnt vores projekt for nogen. Men jeg syntes efterhånden, at vi kunne løfte sløret lidt overfor Claus Eriksen.

Jeg havde jo kendt Claus i mange år før da. Første gang jeg mødte ham, havde han forvildet sig ud i en trollingbåd i Pukaviken – han var totalt solstegt, og helt nede i dørken pga manglende søvn og laks. Men han fortsatte … og fortsatte. Sådan er han.


Senere arbejdede jeg lidt sammen med ham, da vi begge var tilknyttet magasinet Fiske-feber, og vi lavede først en flue Put & Take film, så blev det filmen Kystflue og Havørred og så DVD filmen Alt om Fluebinding. Men han var jo aldrig blevet spurgt om at være med i de to film jeg havde planlagt med Thomas. Og egentlig troede jeg ikke han havde tid og lyst, og vi var jo ligesom kommet godt i gang.


Claus er direktør i Go-fishing i Odense og han kendte lidt til Thomas fra hans gang i forretningen.

– Han er noe’ af et snakkehoe’, og så fanger han altså en hulens masse fisk hører jeg rundt omkring, sagde Claus på sit syngende fynsk, da jeg fortalte ham, hvad vi var i gang med. Da jeg så viste jeg ham et par af undervandsoptagelserne blev han mundlam.


Faktisk sad han og stirrede tavst ud i luften, medens han fordøjede det han lige havde set. Han var øjeblikkelig klar over, at det var noget helt særligt han havde set. Meget mere end jeg selv. Jeg var jo nærmest blevet fartblind efter 2 års optagelser, og alle de havørreder jeg havde set svømme rundt derude.


– Øhhh - hømmm, han kunne da sådan set godt tænke sig at være lidt med der - hvis der altså var plads til ham, ved siden af Thomas?


Det var med en ren skuldertackling han fik møvet sig ind i filmene. Der var ingen beskidte tricks - bare fynsk charme, og skal jeg ikke glemme at sige – en enorm viden og erfaring, som sagtens kunne hamle op med Thomas. De kendte ikke hinanden særligt godt på forhånd, men det blev “The perfect Match”. I viden og erfaring supplerede de hinanden fuldstændig, og de er idag bedste venner som tit er ude at fiske sammen - helt uden kamera.


Claus kom med i den sidste del af Havørredens Hemmeligheder 2, hvor han brillerer med et par rigtig fine fisk. Han havde for alvor skrevet sig ind i filmene.



Titlen Havørredens Hemmeligheder

Jeg husker meget tydeligt, hvornår jeg fik ideen til titlen. Det var tidligt i forløbet, hvor vi var begyndt at have succes med undervandsoptagelserne.

Vi var på en af Thomas velkendte pladser på Nordfyn, og han fangede ingenting. Jeg stod (som sædvanlig) og kedede mig bag kameraet medens det rullede, og jeg prøvede at holde focus på Thomas, medens tankerne var mange andre steder.

Jeg ved ikke rigtigt hvor det kom fra, men jeg prøvede ihvertfald at tænke undervandsoptagelserne ind i titlen. Det er meget muligt at jeg genbrugte en titel som var opfundet.

Kaare Manniche Ebert, Danmarks Sportsfiskerforbunds biolog, havde nemlig et lysbilledforedrag med samme titel. Det fandt jeg først ud af langt senere, men det kan have ligget i baghovedet, fordi jeg måske har set en notits om hans foredrag i Sportsfiskeren.

Det kan også have været en overskrift i Fisk & Fri. Min gamle redaktør Svend Erik Vardrup var vild med fængende overskrifter, og kunne nærmest føre en hel samtale i overskrifter med bogstavrim. Så måske er det en af Svend Eriks hårdtslående overskrifter der har inspireret.

Men uanset – så blev det min nye arbejdstitel. Jeg syntes dog det var en lidt poppet titel, og lige indtil det allersidste havde jeg flere andre titler i spil. Kunne filmene virkelig leve op til det? Havørredens Hemmeligheder?


Da filmene udkom

Det var et kæmpearbejde at redigere de to film. Båndene fra dengang står stadig i to papkasser på mit lager. Der var optaget hundredevis af båndtimer, og det var meget mere besværligt at redigere dengang, hvor alt var på tape, computerne var langsomme og redigeringsprogrammet en labyrint af flueben der skulle sættes rigtigt, bare før man kunne komme  i gang.


Der var heller ikke noget stort budget til markedsføring. 3 uger før filmene udkom lagde jeg en trailer på min hjemmeside, og brugte et par hundrede kroner på en banner-annonce på 123nu – det var alt. Det var før de sociale medier, og det var før YouTube var slået igennem.


I løbet af de første uger havde der været 25.000 besøgende på min hjemmeside. Via forskellige fiskefora, sms’er og mund-til-mund var budskabet kommet ud. Der var noget specielt på vej.


For at gøre en lang histore kort: Filmene udkom i marts 2007, og de blev en stor succes.

Claus, Thomas og jeg havde fået et helt andet syn på havørreden inden filmene udkom. Der var mange flere fisk ude på fiskepladserne end vi troede. Nu kunne vi vise det til andre.



Undervandsbilleder, bombarda og en grim lyserød flue

Det var undervandsbillederne der gjorde mest indtryk hos de mange som så filmene, men det var ikke bare det. Thomas’ engaredede måde at vise sit fiskeri, og de mange havørreder han fangede var også noget nyt.

Og så var der jo hans legende lette tilgang til fiskeri med bombarda - som for rigtig mange var noget helt nyt. Der var i forvejen ikke mange grejforretninger der havde bombardaflåd i butikken. Kort efter filmene udkom, var bombarda’er helt udsolgt i butikker og hos grejimportører. Det var i en periode ikke muligt at købe et bombarda flåd i Danmark.

Og så var der jo nogen som bemærkede at Claus fiskede med en lyserød rejeflue. “Pattegrisen” havde ikke engang fået navn da vi lavede optagelserne, og den var fortsat under udvikling. Men alt det ændrede sig senere. Det er blevet en af de mest populære kystfluer. Ikke bare fordi den var med i Havørredens Hemmeligheder, men fordi den rent faktisk har nogle kvaliteter.



Havørredens Hemmeligheder 3 & 4

Vi blev hurtigt enige i at det måtte vi da følge op på. Nu var Claus jo rigtigt kommet ind i filmene, og med sin energi, begejstring, entusiasme og passion for kystfluefiskeri tilførte han virkelig noget til fluefilmen. Det tror jeg godt jeg kan sige uden at genere Thomas.


Undervandsoptagelserne skulle fortsat være en vigtig del af filmene, men nu ville vi ikke lade os begrænse af, at vi absolut skulle blive på samme plads en hel fiskedag medens undervandskameraet snurrede. Vi fik lavet nye gode undervandsoptagelser, men koncentrede os ellers meget om at vise og fortælle de øvrige aspekter der er i kystfiskeri efter havørred.


Logistisk er det vanskeligt at lave kystfilm når jeg bor på Falster og de to hovedpersoner bor på Fyn. I længere perioder lejede jeg et sommerhus på Fyn, og det gjorde hele noget nemmere. Men der skulle meget planlægning til.


I Havørredens Hemmelighder 3 brillerede Thomas blandt andet med sit “hængende spinstop” der får nogle blink til at rotere i stoppet. Et helt eminent trick, som vi fik vist meget tydeligt. Her i 3’eren fik han virkelig demonstreret det store repertoire af teknikker han spiller på i sit fiskeri.


Og i fluefilmen fik vi et dybt indblik i Claus’ tilgang til kystfluefiskeri. Han kunne virkelig formidle sin guldgrube af viden. Vi var mange der fik et andet syn på det moderne kystfluefiskeri. Claus har - ligesom Thomas - konstant ideer til pladser, teknikker og nye vinkler på fiskeriet. Og i denne film fik Claus jo vist sit hjertebarn, fluen Pattegrisen, som han i den grad har gjort populær. Læs også artiklen hvor Claus selv fortæller historien om den flue der har så mange ørreder på samvittigheden >



Havørredens Hemmeligheder 5 & 6

Egentlig stoppede serien med Havørredens Hemmeligheder 3 & 4, men vi talte da om, at hvis vi havde noget nyt, så skulle vi måske igang igen.


Siden 2011 havde jeg eksperimenteret med at lave et lille kamera som kunne monteres på fiskelinen lige over blinket. Jeg ombyggede nogle eksisterende små kameraer, og det gav mange hovedbrud, men til sidst lykkedes det at få det til at fungere nogenlunde.


Senere er Water Wolf’en kommet på markedet, og den er lavet efter nogenlunde samme princip. Nu kan man selv gå ud og prøve at lave disse undervandsoptagelser.


Nu så vi havørrederne derude i et helt andet perspektiv, og så måtte vi jo igang igen. Det tog igen et par år at få alle optagelser i hus og i 2014 kunne vi præsentere de nye film på en lille turne rundt i landet, hvor vi viste filmene for publikum på det store lærred. Der kom ialt over 500 mennesker for at se vores film, og det var en sjov oplevelse.



Det nye perspektiv

Jeg husker tydeligt da jeg i starten af firserne, ofte sad på en sten på Enø, og kiggede ud over Smålandsfarvandet. Blikket flød ud i horisonten efter endnu et fiskepass med få - eller ingen havørreder. Konstant tænkte jeg på hvor dælen er de ørreder nu, hvor jeg ikke fanger nogen.

Denne konstante jagt på viden om havørredernes adfærd, var i høj grad med at til jeg senere begyndte at trollingfiske efter havørred i Køge Bugt, Stevns og Møns klint.


Det var meget fascinerende at møde de store havørreder ude i tobis- og silde stimerne. Endnu en lille brik i det  store puslespil var faldet på plads. Selvom man herude fangede store fisk, syntes jeg nu ikke fiskeriet i sig selv var så spændende, og jeg har som tidligere nævnt altid dyrket kystfiskeriet sideløbende med de andre fiskeformer jeg har været optaget af.


Undervandsoptagelserne i de første Havørredens Hemmeligheder var noget helt særligt, men personligt synes jeg at Havørredens Hemmeligheder 5 & 6 har givet endnu mere viden om Havørredens adfærd. Hen over tre år gik jeg i hundredevis af timer og kastede med kameraet og lærte helt andre ting om havørreden.


Først og fremmest, at der næsten altid er mange, mange flere havørreder ude på pladserne end vi tror, og at havørrederne næsten uden undtagelse går i større eller mindre stimer. Dernæst at fiskene meget ofte står apatisk i disse stimer - som små skyer - langs kysten. For eksempel er de ofte på det lave vand på helt vindstille varme dage. Blæser det bare en smule op hugger de - måske! Teorien om at de kommer ind når det begynder at blæse passer ikke. De er herinde hele tiden. Bare en af tingene som jeg har lært.


Jeg selv er blevet meget klogere på havørreden - men jeg føler da stadig at jeg står på nederste trin af stigen. Der er langt endnu før jeg bliver udlært!



Der må s’gu være mange penge i at lave de film!

Tjaee …

Jeg arbejder fulltime freelance - det har jeg gjort siden 1998 - og det har altid gået op og ned. Derfor har jeg selvfølgelig også fokus på økonomien, men jeg er ikke den store forretningsmand.

Havørredens Hemmeligheder har været en kæmpe succes. Ialt har hele serien solgt over 50.000 eksemplarer i Danmark, Norge, Sverige - og resten af Europa. Det er formentlig den bedst sælgende DVD serie om fiskeri der er produceret i Skandinavien - ja, måske i hele Europa.

Men der er store udgifter ved filmproduktion. Først dyrt udstyr som ikke altid tåler saltvand. Distributører og forretninger tager naturligvis også deres del af kagen. Der er piratkopiering, ulovlig downloads osv. Og på hele det udenlandske salg - som har været den største del - har jeg ikke haft store indtægter.


Thomas kører ikke længere rundt i en gammel rusten Wartburg. Han har en lækker dyr bil - men det er desværre ikke filmenes fortjeneste. Claus og Thomas har hver især deres gode fuldtidsjobs, og de har arbejdet gratis. Ja, det er rigtigt, og det er jeg dem selvfølgelig dybt taknemmelig for. Jeg vil gerne tjene penge på Havørredens Hemmeligheder, men jeg har ikke gjort det for pengenes skyld, dertil er det alt for tidskrævende, at lave den slags produktioner.


Hver film har jo næsten spillefilms længde, omkring 1 time og 20 minutter. Vi har ialt lavet næsten 9 timers Havørredens Hemmeligheder. Det har været et enormt arbejde. Hver eneste af filmene har været planlagt til omkring 50 minutter, men vi har ikke kunnet stoppe. Der har været så meget vi ville fortælle.

Jeg har skam tjent min dagløn på at lave de film, men jeg skal ikke regne timelønnen ud, den vil være skræmmende lav, og derfor har jeg altid haft mange projekter igang på samme tid. Det er den måde vi har kunnet lave det på.



The Team

Thomas, Claus og jeg har et fantastisk samarbejde, som vi jo også har videreført i Sea Trout Battle. Se mere her:  Sea Trout Battle


Vi har det først og fremmest sjovt når vi laver filmene. Og når vi er sammen alle tre, så bliver der joket og grinet meget. Vi har alle tre samme syge fiskehumor, og en brændende passion for kystfiskeri efter havørred.


Der er nogle som har spurgt om ikke jeg har overvejet at producere Havørredens Hemmeligheder med nogle andre hovedpersoner.

NO WAY!


Kommer der flere Havørredens Hemmeligheder?

Det bliver vi tit spurgt om, og svaret er: Jaee … vi arbejder på det.

Hvornår kommer de?

Det er der ikke noget svar på. Filmene er færdige, når alle optagelser er i hus.

More to come …

Det var et kæmpe plus, at Claus kom med ind i filmene. Thomas og jeg havde knoklet alt for meget alene, og Claus var i den grad med til at få de sidste vigtige optagelser i hus.


Der var ingen deadline på vores film. Vi havde jo en plan om hvad vi ville vise, og først når de optagelser var i kassen,  kunne vi sige vi var færdige.


Takket være Claus fangede vi de sidste vigtige fisk. Men samtidig havde han også en anden tilgang til kystfluefiskeri, og han har i høj grad været med til at præge det moderne danske kystfiskeri med flue. 

Jeg filmer morgenfiskeri på østfyn med Claus.


De sidste optagelser er ved at være i hus.

Havørredens Hemmeligheder?

Var det ikke lidt for poppet, kunne de leve op til den titel?


Det havde været arbejdstitlen i over 2 år, men det var først lige da coveret blev lavet at beslutningen endeligt blev taget.

Havørredens Hemmeligheder 1 satte for alvor gang i bombarda fiskeri langs de danske kyster.

I Havørredens Hemmeligheder 2 så vi for første gang Pattegrisen i et par korte optrædender. Den kom senere til at spille en meget større rolle - både i filmserien og i mange flueæsker overalt i Europa.

I Havørredens Hemmeligheder 3 demonstrede Thomas Hansen bl.a. sit "hængende spinstop" der får nogle blink til at rotere.


En eminent teknik til træge havørreder.

... over 500 havørrednørder så Havørredens Hemmeligheder på det store lærred da vi turnede et par forårsdage i 2014

Havørredens Hemmeligheder 5 & 6 var endnu engang nyskabende. Et kamera monteret på fiskelinen gav helt ny viden om havørredens standpladser og adfærd.

... og Claus Eriksen gav os sine helt nye erfaringer med UV materialer i fluer

Vi har altid arbejdet seriøst når vi laver film, med lange arbejdsdage, men vi har det også sjovt. Her en FaceBook opdatering efter en nuldag på Bornholm. Men det kan man jo Photoshoppe sig ud af!

Dette er den eneste gang vi har fisket sammen uden at filme. Fra en skøn forårsdag på Odense Fjord.

Siden er udgivet af  Wide Open Outdoor  Film

Niels Vestergaard   •   niels@wideopen.dk