Afhængig af en Pattegris. Del 2

Artikel serie:

Afhængig af en Pattegris

af Claus Eriksen

Del 2:

Da jeg mødte Dr. Tom Whiting

Jeg var da noget nervøs for mødet med den sagnomspundne Dr. Tom Whiting. Han viste sig dog selvfølgelig at være en flink fyr, der straks imponerede mig ved at takke for det store arbejde jeg havde gjort i Europa med at gøre spey-hackler kendt. Jo, han kendte skam alt til historien om Pattegrisen, og han havde da også fået mange henvendelser fra folk der ville købe spey-hackler til rejefluer.


Faktisk så mange henvendelser at han genovervejede sin beslutning om at droppe spey-hackelprojektet. Se det var jo gode nyheder. Jeg kvitterede med at forære ham nogle fluer, mens jeg fortalte om hvor fantastiske hans produkter var, og at han selvfølgelig bare skulle se at få udklækket nogle silkehøns, så skulle vi og resten af Europa nok købe dem alle sammen.


Da jeg havde afsluttet min lovprisning, sad Tom tilbage med et underfundigt smil på læben. Det var jo alt sammen meget godt, sagde ham, og det kunne nok også lade sig gøre. Vi skulle bare lige blive enige om prisen. Pludselig lignede han en skummel narkohandler fra det mørkeste kvarter i Miami der som den eneste havde varer på lager.


Sagen var jo den, sagde Tom, at en silkehøne tog lige så meget plads, og åd ligeså meget foder som de haner der leverede hans bedste tørfluefjer. Så skulle de vel også koste det samme. En hurtig prissammenligning sagde at en Spey-nakke på det tidspunkt solgtes for ca. 300,- danske kroner, en Whiting tørfluenakke gik for ca. 1000,-. En stigning på knap 350%.

Jeg gad nok vide om det trods alt var gået på narkomarkedet. Tom smilede igen underfundigt, lænede sig tilbage i stolen og spurgte om Go-Fishing stadig var interesseret i spey-hackler.



Forhandlinger ... han kunne have forlangt det dobbelte!

Jeg spillede på alle tangenter. Først chok, så forargelse, så undren. Uddybede også det høje danske afgiftsniveau, de horrible fragtomkostninger. Jeg slog også på vores gamle venskab (det var første gang vi mødtes), for til sidst at tigge ham om at lempe lidt på prisen. Tom var da så absolut til at snakke med. Han gik med til ”kun” at hæve prisen med en smule over 250 %… !

Hvis Go-Fishing til gengæld ville købe og forudbetale de første 1.000 nakker (regn selv ud hvad det koster) som kunne leveres i efteråret 2010. Jeg følte mig som en dybt afhængig narkoman, da jeg labbede alle vilkår i mig og skrev under. Det var sgu lidt langt ude bare for nogle fjer, men på den anden side følte jeg også en lille sejr.


Jeg havde reddet Pattegrisens eksistens (og min egen flueboks) samtidig med at han aldrig fandt ud af, at min afhængighed var så stor, at han kunne have forlangt det dobbelte.



Erstatninger for speyhacklet

Efteråret 2009 blev derfor også en begivenhedsrig Pattegrisperiode. Bølgerne gik højt da det blev offentliggjort at de ægte Pattegrisnakker nu ikke længere kostede 300,- danske kroner men var steget marginalt til 800,- kr.

Jeg tror nok, at Pattegris modstanderne fik lidt flere medlemmer der, men de sande Pattegriselskere, de virkelige afhængige, de bed prisstigningen i sig, og glædede sig over, at fjerene nu atter kunne skaffes. Som en naturlig udvikling så dukkede der nu også en ny bevægelse op.

En bevægelse af entusiastiske fluebindere der, mens du læser dette, sidder hjemme ved fluestikket og eksperimenterer med at finde erstatninger for Whiting Speyhackler. Marabou er meget brugt her, men indtil videre går det ikke så godt. De resultater der kommer frem, kan nok fange fisk, men de har slet ikke det udseende, svæv, liv og holdbarhed og fisketække som de originale spey-fjer kan byde på.


Jeg deltager selv i jagten på erstatninger. Dels ved at lave Pattegrisen i alternative versioner, dels ved at eksperimentere med andre fluer for at finde et mønster der fisker ligeså godt eller bedre.


Mine tests er enkle men effektive. Jeg fisker altid med to fluer på forfanget. En Pattegris og et alternativ. Alle havørreder får derfor et valg. Det lyder mærkeligt, men jeg tror faktisk, at jeg er en af dem der gør mest for at slå den Pattegris ihjel, det lykkes bare ikke rigtigt. Uanset hvad jeg gør, hvilken alternativ flue jeg tilbyder, så vælger havørrederne i knap 85 % af tilfældene det lyserøde Pat’ svin.


Uanset årstid og uanset om maveindholdet på fiskene viser rejer, børsteorme eller noget helt tredje. Eneste tidspunkt hvor Pattegrisen ikke er overlegen er ved natfiskeri. Her fortrækker havørrederne nogle større og mere buskede mønstre der fisker højt i vandet. Nu gør det mig ikke så meget, at pattegrisen foreløbig holder skansen som den ultimative hole-in-one kystflue.


Der er jo små 1000 nakker på vej hjem der gerne skulle sælges. Omvendt ville det være mig en udsøgt fornøjelse hvis jeg en dag kunne sige til drug-dealeren Tom Whiting, at han for vores skyld kunne lave Chicken Mc. Nuggets af alle sine åndsvage gensplejsede silkehøns.


Jagten på den perfekte kystflue fortsætter altså...


·····························································

Den sagnomspundne Dr. Tom Whiting viste sig at være en flink fyr, men en hård forhandler.

I Havørredens Hemmeligheder 6 fortæller Claus om fluoscerende materialer i fluerne.


Siden er udgivet af  Wide Open Outdoor  Film

Niels Vestergaard   •   niels@wideopen.dk