Afhængig af en Pattegris. Del 1

Artikel serie:

Afhængig af en Pattegris af Claus Eriksen

Del 1:

Ka' man blive afhængig af en kystflue ...

Artiklen blev første gang bragt på scandicAngler.com i marts 2014


af Claus Eriksen


Kan man blive afhængig af en kystflue? Nøjagtig som man kan være afhængig af øl, smøger, kvinder, store fisk, bearnaisesovs, rødvin og meget andet godt. Kan man blive så afhængig af en krog med lidt fjer og hår på, at man er klar til at betale hvad som helst for de rette fjer? At man bliver deprimeret, hvis fluen ikke findes i æsken, og at man i fuld alvor mener, at man vil fange færre og mindre fisk hvis ikke netop den flue sidder for enden af ens forfang.


Havde nogle spurgt mig for 3–4 år siden så havde jeg grinet og svaret klart nej, og bedt spørgeren om at få sig et fiskeliv. Men i dag er jeg i tvivl. Jeg er stærkt bange for, at jeg er blevet afhængig af en kystflue med et latterligt navn. Pattegrisen.


Pattegrisen er i al sin enkelthed en lækker og flot rejeflue. Dem findes der mange af i forvejen, men ingen der rummer alle de kvaliteter og den spændende skabelseshistorie som Pattegrisen gør. Det hele startede for slet ikke så mange år siden.

Den kendte og meget dygtige danske fluebinder Morten Øland fik fat i nogle såkaldte Whiting Spey-hackler. Et helt nyt produkt som primært var tiltænkt laksefluebinderen. Morten hyggede sig med de nye fjer, og pludselig udsprang en lækker grålig rejeflue af stikket. Morten kaldte kreationen for Oland’s Spey Shrimp.

Jeg fik tigget mig til nogle af disse Spey Shrimp og fangede straks fisk på dem. Der var dog plads til forbedringer. Jeg ændrede og forenklede lidt på materialevalget, men først og fremmest ændrede jeg farven. En svag lyserød kulør havde jeg længe hvist var en af de allerbedste til kystørreder. Derfor var det oplagt at lave rejen i netop den farve. På grund af farven døbte en vittig sjæl min version for Pattegrisen.


Fluen indgik i min flueboks på lige fod med alle de andre, men langsomt lagde den sig i favoritfeltet. Næsten uanset hvor og hvornår jeg brugte Pattegrisen, så var den bedre end sine fluekollegaer fra boksen.

Rygterne løb, og fluen blev hurtigt ”verdensberømt på Fyn”. Rygter er dog som bekendt svære at styre, og snart var rygtet om Pattegrisen nået helt til selveste København. Her holdt den danske version af Fiske-feber til og de bad mig skrive en historie om Pattegrisen. Jeg makkede ret, og i foråret 2008 trykte de historien om Pattegrisen.



For – eller imod!

En kontroversiel artikel hvor jeg til slut blandt andet slukkede lyset for stort set alle andre kystfluer. Derefter kan det nok være, at der kom gang i sagerne. Alle havde pludselig en mening om Pattegrisen. Mange blev nysgerrige og ville prøve vidunderbarnet og mindst ligeså mange blev provokeret at min udmelding, og de fik travlt med at nedgøre Pat’svinet (som den ofte kaldes på Fynsk). Pludselig var det kutyme for mange kystfluefiskere at de enten var for eller imod Pattegrisen.


(læs artiklen her >)


Jeg kom sådan til at tænke på at det var nogenlunde det samme ordvalg George Bush brugte da han indledte USA’s kamp mod terrorisme. Var Pattegrisen nærmest en terroristflue i kystvandet? At fluen kunne fange fisk var der jo ingen tvivl om, og efterhånden bredte kendskabet sig udover de danske grænser. De nordtyske havørredfiskere tog den først til sig, og Pattegrisen fejrede store triumfer langs den tyske Østersøkyst.


På et tidspunkt nåede en historie frem til mig om at en fluefisker på Fehmarn havde lejet sit eneste eksemplar af pattegrisen ud i to timer for 20 euro. Hverken udlejer eller lejer havde dog fanget noget på fluen den dag.


Efter tyskerne tog nordmændende fat, og Pattegrisen blev på kort tid favoritfluen i Oslofjorden til både ørred og havaborre.

Derefter nåede Pattegrisbølgen Sverige, og danske kystfiskere der gæstede svenskekysten blev pludselig tilbudt gode penge for de fluer de havde i æsken. Jeg ved at et par af Pattegrisens mest indædte modstandere faktisk bandt mange eksemplarer og solgte på deres Sverigeture.


De tjente gode penge, men burde også nok have fisket lidt med fluen også, så havde de samtidig med ekstra indtægten fanget flere fisk. Alt i alt var det en sjov oplevelse, at se hvor hurtigt en succes kunne sprede sig. Alle der gav fluen en seriøs chance fik gode resultater med den, og jeg blev da noget rørt når flere og flere ligefrem takkede mig for de fisk og oplevelser som fluen havde givet dem. Det meste af den tak burde jeg nu have sendt videre til Morten Øland.


Med til historien hører også at jeg via mit daglige arbejde i forretningen Go-Fishing solgte mange fluer og endnu flere materialer til Pattegrisen.

Pattegrisen var først og fremmest en fantastisk flue der havde øget min og mange andres havørredfangster, men den var samtidig ved at udvikle sig til en rigtig god forretning. Det kan man da kalde en ægte win – win – undtagen for havørreden.



Whiting Spey hacklerne

I løbet af 2008 tog hele Pattegrissagen dog en uventet drejning. Efterspørgelsen på materialer til at binde fluen oversteg udbudet.. De forskellige kustmaterialer (SLF dubbing, EP fibre osv.) voldte sjældent problemer, men det gjorde derimod fluens eneste naturmateriale: Whiting Spey hacklerne. Disse lange, bløde fine hackler var og er så absolut fluens vigtigste ingrediens, og pludselig meldte Whiting Farms udsolgt. Det udløste en mindre paniksituation.


Whiting Farms er en hønsefarm placeret højt oppe i Colorados Bjerge. Her har Dr. Tom Whiting specialiseret sig i at producere høns med perfekte fjer til fluebinderen. Han lever primært af at udvikle de perfekte fjer til tørfluebinderen, men har sideløbende gang i mange andre spændende projekter og eksperimenter der omfatter perfekte hackler til laksefluer, kæmpe sailfish fluer, små nymfer og alt muligt andet.


Whiting Spey Hackel er et af disse eksperimenter. Oprindeligt startet op fordi lakse- og steelheadfluebinderne konstant brokkede sig over, at de ikke kunne skaffe hejrehackler til de originale spey-fluer. Tom Whiting brugte sin enorme viden omkring gen-teknologi til at skabe silkehøns med hejrelignende fjer. Det hele tog et par år. Resultatet var mildt sagt forbløffende.



En kylling der er stået for tidligt op

En almindelig silkehøne ligner mest af alt en meget stor kylling der er stået for tidlig op. Tom Whiting fik dog over et par generationer styr på de pjuskede fjer, og det færdige resultat var mildt sagt forbløffende. Lange bløde ensartede fjer, man kunne binde de flotteste spey-fluer ud af. Eksperimentet slog dog aldrig helt an. Nok mest fordi laksefluer ændrede sig drastisk i samme periode.


Nye sager og ideer som rørfluer, polarræv, kaninstrip, gummiben og meget andet skubbede på få år de gamle klassikere ud på et sidespor hvor de nok aldrig vender tilbage fra. Whiting Spey-hackelerne stod derfor umiddelbart til at blive en fiasko, og de flotte gensplejsede silkehøns hos Tom Whiting stod overfor deres sidste march mod dødskammeret. Uden at vide det ændrede Morten Øland dog på alt det da han bandt sin første Oland Spey Shrimp.


Da Pattegrisen stormede fremad var der hackler nok, men i efteråret 2008 var det pludselig slut. Lageret hos Whiting var tømt, og hvad værre var Tom Whiting havde ingen planer om at fylde det op igen. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg på det tidspunkt havde hamstret ca. 25 nakker, så mon ikke jeg personligt var dækket ind. Det hjalp dog ikke alle de andre Pattegris fans ude i Europa.


I Go-Fishing blev vi tæppebombet med forespørgsler om flere fjer. Der var ikke noget at gøre, jeg måtte rejse til Colorado og overtale Tom Whiting til at fortsætte Spey produktionen. På vej over Atlanten faldt jeg i snak med en dansk forretningsmand der skulle til Colorado for at sælge et par tusinde danske vindmøller. Han undrede sig vist noget da jeg fortalte om min mission med at købe fjer, men det virkede som om at han bedre forstod det hele, da jeg bestilte flyveturens tredje gin og tonic.


Claus Eriksen er fuldstændig afhængig af Pattegrisen.

Pattegrisen blev ret pludseligt meget populær i både Norge og Sverige.

Whiting Spey hacklet er den vigtigste ingrediens i Pattegrisen.

Whiting hackler har i mange år produceret dyre kvalitets fjer til tørfluer.

I starten kostede en Whiting Spey nakke 3- 400 kroner. Nu steg prisen drastisk.

Claus med en meget fin 3-kilos vinterørred.

Fra Havørredens Hemmeligheder 6

Siden er udgivet af  Wide Open Outdoor  Film

Niels Vestergaard   •   niels@wideopen.dk